Lim
Jeg anvender primært gammeldags varm snedkerlim, hudelim. Det kan synes omsonst, alle de moderne limtyper taget i betragtning. Det er mere besværligt og tidskrævende, men min erfaring fra reparation af gamle instrumenter viser, at det er arbejdet værd.
Det er langt nemmere at reparere instrumenter, der er limet med hudelim. Hvis en limning har åbnet sig, f.eks. mellem dæk og side, kan skaden udbedres ved tilførsel af frisk lim. Gammel tørret lim går i forbindelse med ny frisk lim, hvorved man kan opnå en reparation med fuld styrke uden en masse afrensning. De moderne limtyper limer ikke ret godt på sig selv; det kræver en grundig rensning af gammel lim, hvilket kan komplicere en ellers simpel skade.
De fleste moderne limtyper har en form for elasticitet. Det gør, at en limning, der er under konstant strengetræk i mange år kan skride eller åbne sig. Hudelim er uelastisk når den er tør og skrider ingen steder. Klangmæssigt er dens hårdhed også en fordel.
I tilfælde hvor f.eks. et gribebræt skal skiftes, er det langt lettere at varme det af, hvis der er tale om hudelim. Og der sidder ikke et lag gummiagtig lim tilbage.
At alle seriøse violinbyggere bruger hudelim er ikke en tilfældighed.
I nogle sammenhænge, f.eks. hvis en hals lamineres af flere stykker træ, bruger jeg epoxy. Også ved pålimning af hælen på et halsemne kan epoxy være praktisk. Men det skal være limninger, der ikke skal åbnes igen.
 

Lak
Jeg lakerer primært med nitrocelluloselak. Det er en taknemmelig laktype at arbejde med. Den er forholdsvis stærk, nem at polere og ikke mindst nem at reparere.
Det er lidt som med limen. Ny lak går godt i forbindelse med gammel lak.
Og så kan man lave en rimelig tynd lakering med den. Mine lakeringer ender gerne på ca 0,15 mm. Det er en balance: Laklaget skal være så tykt, at man kan vådslibe og polere uden at gennembryde lakken, ellers er det en ommer. Men så heller ikke meget tykkere.
Der er mange andre laktyper, der er gode. Problemet er, at de kan påføres i alt for tykt lag og dermed virke dæmpende. Især mange instrumenter fra østasien har en meget tyk lakering.
Der bruges tokomponente polyurethan lakker, som er enormt stærke og blanke,
men samtidig svære at lave ordentlige reparationer på.  

Sadler og undersadler
Til saddel og stolindlæg, eller undersaddel, anvender jeg udelukkende ubleget ben
fra koknogle. Ubleget fordi det er mindre porøst end bleget ben og fordi farven, der ikke er helt hvid, tiltaler mig. Farven passer også bedre til restaurering, hvor et helt hvidt, bleget stykke ben kan være upassende.
Jeg foretrækker tonen i ben frem for de kunststoffer man kan bruge. Også i tilfælde, hvor ben kombineres med en piezo undersaddel pickup i stolen. Jeg finder det nemmere at balancere outputtet mellem de enkelte strenge med ben, det slides langsommere, og så er det et allerede eksisterende produkt, som ikke skal fremstilles kunstigt.
Ben er mere arbejdskrævende end færdigstøbte plastsadler, men bestemt arbejdet og prisen værd. Jeg fremstiller alle sadler og stolindlæg fra bunden, så de passer som de skal, hvad enten det er nye instrumenter eller reparationsarbejde.

Truss rods
Alle mine instrumenter, bortset fra de fleste klassiske guitarer, har en justerbar truss rod eller halsstål, så halsene kan sættes op med passende releif; den lille krumning man giver halsen i dens længderetning.
Jeg foretrækker en dobbeltvirkende truss rod, som består af to parallelle stykker stål,  hvorved halsen både kan justeres bagover og fremad.
Mine halse er ofte så stift bygget, at strengetrækket fra starten ikke kan ændre halsens krumning. Så er det fint at kunne justere krumningen med truss rod´en.
Jeg mener at en hals i sig selv skal kunne modstå det meste af trækket fra strengene, så truss rod´en primært er en justeringsmulighed, ikke en styrkeforanstaltning.
Dobbeltstålet har yderligere den fordel, at det ikke komprimerer halsen fra ende til ende, fordi det ikke er fast forankret i enderne. Det mindsker risikoen for en på sigt skæv eller S-formet hals. 
Styrken i halsen skal ligge i træet, limningerne og båndenes kileeffekt, når de bankes/presses ned i deres respektive riller.

Indlæg
Til indlæg bruger jeg perlemor og abalone. Logoet på hovederne er perlemor indlagt i hovedfineren. Abalone bruger jeg ofte i rosetterne på stålstrengsguitarerne.
Initialer og lignende kan laves, men vinranker og deslige undgår jeg gerne.

Jeg fortrækker et enkelt udtryk og koncentrerer energien dér hvor klang og spilbarhed fremmes.